Er det nemt at acceptere sin egen krop?

Er det nemt at acceptere sin egen krop?

Er det nemt at acceptere sin egen krop? Bliver vi nogensinde 100% tilfredse? Hvor enkelt er det lige at elske dig selv? Jeg har prøvet at filosofere lidt over det helt store emne: BALANCE I DIN EGEN KROP.

15227975_10154845651382728_269667704_n

Jeg tabte mig ca 20kg på godt og vel 2år (læs mere om min vægttabsrejse her.) og var sikker på, at jeg ville være lykkelig når først jeg havde opnået en slank krop, sandheden er blot en helt anden; det blev jeg jo ikke helt 100%! Ingen tvivl om, at jeg var mega stolt, super glad for mit nye look og elskede min krop på en anden måde end jeg havde gjort førhen. Vægttabet gjorde også at jeg fik større selvtillid og en anden udstråling. MEN, så kom der jo blot andre fokuspunkter. Før havde jeg altid været trætte af mine arm, der for mig bare var en klump fedt og nu var jeg vildt glad for at de var blevet markeret og havde fået form. Min mave var helt sikkert også blevet mere fald og med en lavere fedt %, men kunne det nu ikke også været fedt at opnå den der six pack? Bare lige prøve hvordan det ville føles at kunne se sine ”abs”. Åh jo – det har altid været min store drøm og fascination og ville betyde at jeg følte mig 100% i mål med mit vægttab (troede jeg i hvert fald). Både med henblik på at forsøge at cutte helt ned i fedt %, så de der skide abs ville vise sig og med henblik på personlig erfaring af at leve på en meget strikt diæt i forbindelse med mit arbejde (det giver en helt anden forståelse når du mærker processerne på din egen krop). Jeg startede med at chocke min krop med 1200kcal den første uge og det var absolut den første og sidste uge jeg ville udsætte min krop for så lidt mad!!! Mit energiniveau var lavt, mit overskud var nedsat, min tålmodighed blev virkelig sat på prøve (og oftest endte det med at gå udover min kæreste) og jeg kunne seriøst mærke hvordan min koncentrationsevne og hjerneaktivitet blev nedsat og det skræmte mig virkelig! Altså 1200kcal var på INGEN måde det VÆRD. Jeg skruede op for kcal og tilførte lidt mere cardio i min træning og fortsatte i yderligere 4 ugers tid. Min fedt % faldt og der begyndte at ske betydelige fremskridt på min ryg, kraveben og arme – til et vist punkt, at jeg faktisk synes jeg begyndte at se for spinkel ud på overkroppen. Men der var stadig ingen spor af mine abs, ikke engang når jeg spændte. Altså jeg måtte konkludere at mine gener ikke er bygget til en six pack og det simpelthen ikke var det værd at prøve at få dem frem.

Sommeren 2016 havde jeg levet efter kcal tælling i 2,5år og jeg er slet ikke i tvivl om, at det helt bestemt var med til at gøre en kæmpe forskel i mit vægttab – MEN det betød også at jeg måtte ofre rigtig mange ting, det betød at jeg på mange måder var virkelig fanatisk med min mad og det har betydet at jeg har brugt de sidste 3,5måned på at lære min krop at fortælle mig når den er sulten og når den er mæt.

På mange måder har jeg været og er det stadig (men i mindre grad) meget sort på hvidt. Fordi jeg havde været så opsat på at denne gang skulle jeg bare nå i mål og der var INTET der skulle stå i vejen, tillod jeg ikke mig selv bare at give slip engang imellem. Der var julefrokoster, både ved venner og familie, hvor jeg valgte at tage min egen mad med, der var utallige restaurant besøg hvor jeg udelukkende valgte ud fra kcal og aldrig 100% ud fra lyst og der var sågar sociale arrangementer jeg kunne finde på at finde undskyldninger for, så jeg ikke skulle tage stilling til mad situationen. Når jeg kigger tilbage nu kan jeg ikke lade være med at grine lidt af mig selv. På den ene side fortryder jeg det ikke, for det gav mig de kropslige resultater jeg ønskede og jeg kunne af gode grunde ikke sætte en finger på hvorfor noget skulle være gået galt. Men på den anden side, er der også en del jeg er gået glip af OG det sværeste af det hele, det har været sindssygt svært at give slip på igen og har været og er stadig lidt en hård proces.

For det første har det rent mentalt været virkelig svært bare at give slip, fordi frygten for at tage på igen, ved ikke at have den 100% kontrol, fylder utrolig meget. Det skal dog lige siges at jeg ved hjælp af kostplan og træning havde taget ca 5kg på, på 1,5år efterfølgende, selvfølgelig med mest fokus på muskelopbygning. Så jeg havde allerede taget på, på en kontrolleret måde, hvilket jeg egentlig var ganske tilfreds med. Men hallo – man kan ligesom ikke leve på en kostplan resten af livet.

Kcal tælling har selvfølgelig givet mig et rigtig godt indblik hvordan næringsindholdet er på langt de fleste madvarer og på den måde gør det, det helt sikkert nemmere at vælge med fornuft den dag i dag og det har givet mig en større forståelse for portions str osv. Men nu har jeg i stedet for skulle lære at mærke efter hvornår jeg faktisk er mæt og ikke bare hvornår mit måltid var færdig efter kostplanens instrukser.

At have lagt i kcal underskud i mere eller mindre 3,5 år (jeg har haft små perioder i overskud for at bygge masse, men der trivedes jeg sjovt nok ikke særlig godt), betyder at når kroppen får hvad der svarer til dit ligevægtsindtag – nogle dage måske lidt mere – andre dage måske lidt mindre, så suger den alt til sig den kan få. Det betød også, at jeg startede med at tage på og det var bestemt ikke særlig sjovt. Specielt ikke, fordi det første sted det sætter sig er direkte på maven og den er jeg jo i forvejen ikke yderligere begejstret for. Men jeg vidste at jeg skulle stole på processen og at det nok skulle slippe igen, når min krop fik lov til at komme i balance, og fandt ud af at den ikke længere skulle leve i underskud.

Det er en super svær balance, for jeg vil gerne være ærlig og indrømme at jeg nogle gange savner den Anja der vejede 60kg og var slank og dog stadig veltrænet (jeg tabte mig trodssalt hovedsageligt med styrketræning, så jeg var ikke bare en slank cardio tøs), men jeg savner ikke at leve efter en kostplan, jeg savner ikke at leve et liv med restriktioner. På mange punkter er jeg også super glad for den muskelmasse jeg nu har fået opbygget, men ville stadig gerne tabe et par fedt %’er, men jeg har det bare meget bedre med et mere afslappet forhold til mad. Så hvad er vigtigst? Det er svært ikke at kunne have begge dele, men en lidt højere fedt % og et afslappet forhold til mad, er i sidste ende vinderen.

Det handler altså i bund og grund om at mærke efter hvad der er vigtigst for dig. Og måske ved du det ikke på forhånd, måske skal prøve de forskellige ting af før du ved præcis hvor du har det bedst henne. Ærlig talt, jeg vil have det bedre med min egen krop, med en mindre fedt %, men den kamp med kostplan, restriktioner og stress over mad er bare ikke det værd. Og det har jeg lært, er det der skal til for min krop.

Derfor – husk at se realiteterne i øjnene. Er det realistisk at stå knivskarpt? Har du de midler der skal til for at det kan lade sig gøre? Kan du sove 8-9 timer hver nat, kan du holde dit stress niveau på et fornuftigt niveau? Kan du forberede hver enkelt måltid og kan du få dig selv til at tilsidesætte sociale arrangementer? Er det at have en lav fedt % mere værd, end et socialt liv med plads til at skeje ud engang imellem?

Selvfølgelig tænker jeg stadig meget over hvad jeg spiser, for ellers havde jeg for længst taget endnu mere på. Jeg spiser ikke på restaurant hver dag og bestiller lige hvad jeg har mest lyst til, men planlægger lidt min uge efter hvad jeg skal. Forrige uge, skulle jeg fx på restaurant med min svigerfar fredag aften (og der ville jeg gerne bestille lige præcis den ret jeg havde aller mest lyst til) og lørdag aften holdte vi julefrokost med vennerne, hvor der selvfølgelig skulle være plads til lidt ekstra fyld på rugbrødet og nogle sukkerbrune kartofler (dem elsker jeg nemlig). Dermed betød det at jeg resten af ugen levede ganske fornuftigt og ikke rigtig skejede ud. Denne uge skal jeg til Grease event onsdag aften med burger buffet bar og derfor lever jeg også fornuftigt resten af ugen. Så det handler lidt om at vælge 1-2 måltider/arrangementer i ugen hvor du ved du vil spise lidt mere. Og så for alt i verden lad vær med at have nogen restriktioner – jeg mere du ikke må spise en specifik madvarer, jo mere får du kun lyst til den. Det har været en af mine aller sværeste ”vaner” at komme af med. Alt det jeg aldrig ville spise på en kostplan, eller røre da jeg talte kcal (fordi det ville fylde alt for meget i mit daglige regnskab), havde jeg lige pludselig sindssygt lyst til da jeg godt ”måtte” spise det. Jeg har derfor skulle bruge rigtig lang tid på at fortælle min hjerne at den godt kan nøjedes med en halv rundstykke med smør på (jeg elsker hvidt brød med smør), for hvis jeg vil, kan jeg jo også bare spise det i morgen 😉 Jeg mere du tænker på at du i princippet bare kan spise det når du har lyst (alt med måde og i små mængder selvfølgelig), jo mindre cravings har du for det!

Vær fornuftig – realistisk og find din balance!



1 thought on “Er det nemt at acceptere sin egen krop?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *